Du skal sende klagen til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, Handicaptillæg. Du kan sende klagen Digital Post via borger.dk eller til vores fysiske adresse:
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Center for Uddannelsesstøtte
Handicaptillæg
Haraldsgade 53
2100 København Ø
Mærket: "Klage til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger"
Styrelsen skal have modtaget klagen senest fire uger fra den dag, du modtog afgørelsen.
Før du klager, vil vi opfordre dig til at læse, hvordan vi vurderer en ansøgning om handicaptillæg.
Skema til klage
Ønsker du at klage, opfordrer vi dig til at bruge vores klageskema. På den måde kan vi hurtigere behandle din sag.
Klageskema
Sådan sender du klageskemaet
Når du har udfyldt klageskemaet, skal du sende det til os via Digital Post. Du logger ind med MitID, uploader det udfyldte klageskema og sender.
Send klageskemaet her
Sådan behandler vi klager
Det er Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, der i første omgang behandler din klage. Du får en kvittering fra styrelsen, når vi har modtaget klagen.
Når vi modtager en klage, ser vi på, om vi skal:
- indhente nye oplysninger til brug for vurdering af din sag igen
- ændre vores afgørelse og bevilge handicaptillæg, eller
- fastholde afslaget
Det er kun i sjældne tilfælde, at vi ændrer en afgørelse, hvis der ikke er nye lægefaglige oplysninger, som ændrer det grundlag, vi har truffet den tidligere afgørelse ud fra.
Hvis vi fastholder vores afgørelse
Hvis vi efter at have behandlet din klage fastholder vores afslag, sender vi din klage med sagens akter til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger inden for cirka 3 måneder. Hvis vi henter nye oplysninger i din sag, kan der gå længere tid.
Vi sender sagerne til ankenævnet i den rækkefølge, vi har modtaget dem. Når din klage er modtaget i ankenævnet, modtager du en kvittering fra dem sammen med alle sagens akter via Digital Post på borger.dk. Ankenævnet kan ikke besvare spørgsmål om din sag, før du har modtaget kvitteringen. De behandler herefter klagen.