Dokumentation - når du afbryder eller ændrer dit studieophold

Hvis du afbryder dit studieophold med udlandsstipendium og udlandsstudielån, skal vi have besked

Du skal give os besked, hvis du afbryder dit studieophold, som du har fået udlandsstipendium og eventuelt udlandsstudielån til. Dit udlandsstipendium og udlandsstudielån er nemlig øremærket til et bestemt ophold og et bestemt uddannelsessted og starttidspunkt. Vær derfor opmærksom på følgende:

  • Du skal altid dokumentere, om du har fået refunderet hele eller dele af studieafgiften, hvis du afbryder et studieophold, du har modtaget udlandsstipendium og eventuelt udlandsstudielån til. Kan du ikke dokumentere dette, skal du tilbagebetale det sidst udbetalte udlandsstipendium. Udlandsstudielån skal du altid tilbagebetale som et almindeligt SU-lån.
  • Hvis du afbryder et ophold før tid, vil det tildelte udlandsstipendium og eventuelle udlandsstudielån være brugt, med mindre du har fået refunderet (og har tilbagebetalt) hele eller en del af studieafgiften. Læs mere om refunderet studieafgift nedenfor.
  • Hvis du stopper et studieophold for at skifte uddannelsessted, skal du være opmærksom på, at udlandsstipendiet og udlandsstudielånet ikke kan flyttes med. Du skal altså søge igen, også selv om du skal læse samme fag på det nye uddannelsessted.
  • Hvis du senere søger om at få udlandsstipendium og eventuelt udlandsstudielån igen, vil din ansøgning blive betragtet som en helt ny ansøgning. Søg derfor i god tid, så alle papirerne er på plads, inden du skifter.
  • Hvis du ændrer fag under et studieophold, skal du være opmærksom på, at udlandsstipendiet og udlandsstudielånet er givet til de fag, du i forbindelse med din ansøgning har fået forhåndsgodkendt. Du skal altså kontakte dit uddannelsessted for at høre, om du skal søge helt forfra, eller om det er tilstrækkeligt at søge ny forhåndsgodkendelse. Dette gælder også, selv om du skal læse ved samme uddannelsessted. Du kan ikke søge om ændring efter du har afsluttet studieopholdet.

Refunderet studieafgift

Hvis du, på grund af studieafbrud eller øvrige ændringer, får refunderet hele eller dele af den studieafgift, du har betalt til det udenlandske uddannelsessted, skal du betale beløbet tilbage til styrelsen efter reglerne i SU-loven. Har du selv betalt en del af studieafgiften, tilbagebetales en andel af det refunderede beløb svarende til forholdet mellem udlandsstipendiet, udlandsstudielånet og den samlede betaling.

Hvis uddannelsesstedets dokumentation viser, at du ikke har fået beløb refunderet, skal du ikke betale udlandsstipendiet tilbage til styrelsen.