Har du ret til udlandsstipendium til dit studieophold i udlandet, og dækker udlandsstipendiet ikke hele studieafgiften på dit udenlandske uddannelsessted, har du mulighed for at optage et udlandsstudielån.
Du kan låne et beløb, der svarer til differencen mellem taksten for udlandsstipendium og den udenlandske uddannelses faktiske studieafgift (beregnet ud fra studieafgiften omregnet efter valutakursen den 1. bankdag i udbetalingsmåneden). Du kan dog maksimalt låne den fastsatte sats. Udlandsstudielånet skal betales tilbage efter samme regler som det almindelige SU-lån. Læs eventuelt mere om forrentning af udlandsstudielån her.
Regler om foreløbig og endelig tildeling, samt tilbagebetaling af udlandsstudielån, der ikke er endelig tildelt, følger de gældende regler for udlandsstipendium.
Hvis du søger udlandsstudielån og senere beslutter, at du ikke ønsker lånet alligevel, kan du lade være med at godkende beløb i låneplanen i minSU. Du skylder aldrig mere, end du har fået udbetalt (plus renter).
Søg i minSU
Du vil skal søge og senere godkende udlandsstudielånet i minSU under punktet ”Søg udlandsstudielån”. Du skal kun søge en gang, da denne ansøgning vil være gældende for alle senere ansøgninger om udlandsstipendium.
Din ansøgning skal være modtaget i minSU inden udgangen af den uddannelsesperiode, du søger udlandsstudielån til.
Udbetalingsperioden kan maksimalt være på 12 måneder. Udbetalingsperioden fremgår som udgangspunkt af fakturaen for betaling af studieafgift. Afslutningstidspunktet vil dog kunne afvige fra tidspunktet på fakturaen ved den af følgende begivenheder, der sker først:
- du begynder et nyt semester/studieophold
- du modtager afsluttende karakter eller forhåndsgodkendelse for studieopholdet fra den udenlandske institution, eller
- du afbryder/bliver udmeldt af studieopholdet forud for den dato, studieopholdet oprindelig skulle afsluttes.
En ansøgning om udlandsstudielån bliver først behandlet, når du har søgt og fået udbetalt udlandsstipendium. Det skyldes, at valutakursen på udbetalingstidspunktet er bestemmende for, hvor meget du kan tildeles i udlandsstudielån.
Hvis du søger udlandsstudielån, og allerede har fået udbetalt udlandsstipendium til den uddannelsesperiode du søger til, vil du, straks efter du har søgt, få mulighed for at godkende beløb i låneplanen, hvis du er berettiget til udlandsstudielån.
Du skal godkende din låneplan
Når der sker udbetaling af udlandsstipendium, og hvis der sker tildeling/ændring af udlandsstudielån, dannes en låneplan for dit udlandsstudielån og du får tilsendt et brev som Digital Post via borger.dk. Du kan først få lånet udbetalt, når du har godkendt et beløb i din låneplan i minSU.
Udlandsstudielån, der er tildelt, men ikke udbetalt, bortfalder, hvis ikke du har godkendt din låneplan senest 1 måned efter uddannelsesperiodens udløb.
Det er ikke nødvendigt at hæve det fulde beløb i låneplanen, men vær opmærksom på, at beløb under 500 kroner ikke udbetales.
Du får udbetalt dit udlandsstudielån til din Nemkonto.
Når der sker ændring i en låneplan, dannes et brev, som sendes som Digital Post via boger.dk inden for cirka en uge efter du har ændret din låneplan og måske har godkendt det fulde beløb. Brevet fortæller dig, hvad der sker i din personlige låneplan.
Udbetalingsperioder
Du kan i en udbetalingsperiode låne differencen mellem det udbetalte udlandsstipendium og din faktiske udgift til undervisningsafgift (beregnet ud fra studieafgiften omregnet efter kursen den 1. bankdag i udbetalingsmåneden). Der kan maksimalt lånes til den faktiske udgift til undervisningsafgift i udbetalingsperioden og man kan dermed ikke spare op og overføre til næste udbetalingsperiode, så man låner til mere end den faktiske udgift i perioden.
Der kan kun udregnes lånebeløb vedrørende én udbetalingsperiode ad gangen. Det betyder, at låneplanen vedrørende udbetalingsperiode 1 skal være lukket, inden låneplanen vedrørende udbetalingsperiode 2 kan dannes.
En låneplan vedrørende en udbetalingsperiode kan lukkes på flere måder:
- Låneplanen lukker automatisk 1 måned efter udbetalingsperioden er udløbet
- Det fulde beløb vedrørende den første udbetalingsperiode er godkendt (lånt)
- Der er mindre end 500 korner tilbage til lånebeløbet
Du afbryder din uddannelse
Hvis du afbryder din uddannelse, som du modtager udlandsstipendium og udlandsstudielån til, skal du dokumentere, om du får refunderet hele eller dele af den betalte studieafgift. Hvis hele eller en del af den betalte studieafgift refunderes, skal det refunderede beløb tilbagebetales efter reglerne i SU-loven. Hvis du selv har betalt en del af studieafgiften, betales en andel af det refunderede beløb svarende til forholdet mellem udlandsstipendiet, udlandsstudielånet og den samlede betaling. Først nedsættes udlandsstudielånet og dernæst udlandsstipendiet.
Hvis uddannelsesstedets dokumentation viser, at du ikke har fået beløb refunderet, skal du ikke betale udlandsstipendiet tilbage til styrelsen.