Renter på dit SU-lån

Der løber renter på dit SU-lån hver måned, fra du optager det

Der løber renter på dit SU-lån lige indtil den dag, lånet er betalt tilbage. Det vil sige både mens du læser, og når du er færdig med uddannelsen. Du betaler også rente af de renter, der løbende kommer på.

Renten under og efter uddannelse

Renten på SU-lån er 4 procent om året mens du læser.

Når du er færdig med din uddannelse, forrentes din gæld med diskontoen med et procenttillæg eller procentfradrag, som fastsættes hvert år på finansloven. For tiden er diskontoen 3,10 procent (gældende fra 13. september 2024), og tillægget er 1,0 procent - det vil sige, at gælden for tiden forrentes  med 4,10 procent fra oktober 2024. Tillægget til diskontoen kan ikke blive højere end 1,0 procent.

Hvis du misligholder dit betalingen af dit lån

Langt de fleste betaler deres SU-lån tilbage som planlagt. Misligholder du aftalen om tilbagebetaling, overdrager Udbetaling Danmark, Studiegæld din gæld til Gældsstyrelsen, og din rente stiger til 7,25% (fra 1. juli 2023), ligesom du skal betale rykker- og opsigelsesgebyrer.

Udbetaling Danmark, Studiegæld besvarer dine spørgsmål

Du kan henvende dig til Udbetaling Danmark, Studiegæld, hvis du har spørgsmål vedrørende renter på dit SU-lån.

Diskonto

Diskontoen er en rentesats som løbende fastsættes af Nationalbanken. Ændringer i diskontoen får virkning fra den 1. i måneden efter ændringen. Ændrer Nationalbanken eksempelvis diskontoen den 28. oktober, vil den nye renteprocent gælde fra 1. november.