SU-reform

Folketinget har den 4. juni 2024 vedtaget en reform af SU-systemet på det videregående uddannelsesområde.

På denne temaside kan du læse om reformens nye regler for SU til videregående uddannelser og private uddannelser. Du skal allerede nu tage højde for og planlægge dit uddannelsesforløb og din SU i forhold til de nye regler, hvis de nye regler kommer til at gælde for dig. Du kan få yderligere vejledning på dit uddannelsessted.

Hvornår gælder de nye regler fra og for hvem?

De nye regler gælder for SU for januar 2027 og frem for studerende, der er begyndt på en ny videregående eller privat uddannelse den 1. juli 2025 eller senere. 

Frem til januar 2027 vil de nuværende regler gælde for alle studerende uanset tidspunkt for uddannelsesstart. Du vil derfor indtil da få SU efter samme regler som i dag. Se eventuelt mere på siden Scenarier og Eksempler: Hvad betyder reformen for mig? 

Planlæg din SU allerede nu - du kan komme til at mangle SU i din næste videregående uddannelse

Du skal dog allerede nu planlægge din SU efter de nye regler. Du kan komme til at mangle SU-klip i din næste videregående uddannelse, for eksempel en kandidatuddannelse. På siden Scenarier og Eksempler: Hvad betyder reformen for mig? kan du se eksempler på konsekvensen af de nye regler i forskellige uddannelsesforløb.

Hvem kommer de nye regler til at gælde for

I denne grafik kan du se, om du bliver påvirket af de nye regler afhængig af, hvornår du starter og slutter din videregående uddannelse.

De nye regler gælder for studerende, der begynder på en ny videregående uddannelse den 1. juli 2025 eller senere.

Eksempler på 'ny videregående uddannelse'

  • En kandidatuddannelse efter at have bestået en bacheloruddannelse eller en professionsbacheloruddannelse, betragtes som en ny uddannelse.
  • En top-up (overbygningsuddannelse) til en erhvervsakademiuddannelse betragtes som en ny uddannelse

Genoptager du en uddannelse, du tidligere har gået på, vil det som hovedregel ikke defineres som en ny uddannelse. Det vil sige, at hvis du efter den 1. juli 2025 genoptager en uddannelse, du oprindeligt begyndte på før den 1. juli 2025, er du ikke omfattet af de nye regler. Det gælder også, selv om du har gået på en anden uddannelse i mellemtiden. Det er dit nye uddannelsessted, som vurderer, om der er tale om en genoptagelse af en tidligere påbegyndt uddannelse.

De nye regler gælder for alle, der starter på en videregående uddannelse den 1. juli 2030 eller senere, også selvom uddannelsen oprindeligt er påbegyndt før den 1. juli 2025.

Du kan under Mine uddannelsesforløb i minSU se, om din uddannelse er en genoptagelse af en tidligere påbegyndt uddannelse. Vær opmærksom på, at det kun er genoptagede uddannelser med uddannelsesstart december 2024 eller senere, har har angivelse af genoptagelse i minSU. 

Hvad betyder de nye SU-regler?

De nye regler får betydning for din SU fra januar 2027, hvis du er begyndt på en ny videregående uddannelse den 1. juli 2025 eller senere.

Fra 2027 har du en overordnet ramme på 58 SU-klip, som du kan bruge til videregående uddannelser.

Indtil januar 2027 kan du maksimalt få 70 SU-klip i alt

Indtil januar 2027 har du en overordnet ramme på 70 SU-klip, som du kan bruge til videregående uddannelser.

Fra januar 2027 kan du maksimalt få 58 SU-klip i alt

Når de nye regler træder i kraft for SU for januar 2027 og frem vil de 70 SU-klip, du maksimalt kan få til videregående uddannelser, blive nedskrevet til 58 SU-klip. Det svarer til en samlet uddannelsestid med SU-klip i fem studieår.

Du kan altså samlet få op til 58 SU-klip til videregående uddannelser, hvis du er begyndt på en ny videregående uddannelse den 1. juli 2025 eller senere. Du vil derfor kunne have SU-klip, som vil bortfalde, når rammen nedskrives, når de nye regler træder i kraft for SU for januar 2027.

Hvor mange SU-klip har du tilbage

I minSU kan du se din overordnede ramme og dit samlede forbrug af SU-klip til alle dine videregående uddannelser. Når rammen nedskrives i januar 2027, har du 12 færre SU-klip i din overordnede ramme (70-58=12), hvis du er begyndt på en ny videregående uddannelse den 1. juli 2025 eller senere. 

Vær opmærksom på, at alle de SU-klip, du har brugt på tidligere videregående uddannelser og igangværende videregående uddannelse altid indgår, når dit samlede SU-klipforbrug opgøres. 

Hvis du for eksempel bruger eller har brugt flere SU-klip på din videregående uddannelse end den er normeret til, for eksempel SU-klip svarende til 4 år på en bacheloruddannelse, der er normeret til 3 år, kan du komme til at mangle SU-klip til din næste videregående uddannelse, for eksempel en kandidatuddannelse, hvis du begynder på denne uddannelse den 1. juli 2025 eller senere.

Hvis du har brugt mere end 58 SU-klip inden januar 2027

Har du inden januar 2027 brugt mere end 58 SU-klip, skal du IKKE betale disse SU-klip tilbage.  

Du har dog ikke flere SU-klip til videregående uddannelser, hvis du er begyndt på en ny videregående uddannelse den 1. juli 2025 eller senere, men du har mulighed for at optage slutlån til at færdiggøre din uddannelse – læs mere under punkt 3 "Mulighed for slutlån i op til 24 måneder".

Se eksempler her

Fortsat mulighed for udvidelse af rammen

Udvidelse af den maksimale ramme for studerende på en trindelt videregående uddannelse, hvor det samlede uddannelsesforløb er normeret til mere end 58 måneder (for eksempel medicinstudiet), ændres ikke. Læs om Udvidelse af den overordnede ramme.

Se eventuelt eksempel 2 om udvidelse af rammen her.

Fra 2027 kan du få SU til en videregående uddannelse i det antal måneder (SU-klip), din uddannelse er normeret til – det vil sige uddannelsens længde (den normerede studietid). Det afhænger dog af, om du har SU-klip tilbage i din overordnede ramme. 

Det betyder, at skal du for eksempel læse en 3-årig bacheloruddannelse, kan du få 34 måneders SU til uddannelsen.

Mulighed for 12 SU-klip udover normeret studietid ophører

Indtil de nye regler træder i kraft for SU fra januar 2027, vil studerende, der begynder på deres første videregående uddannelse senest 2 år efter at have færdiggjort deres adgangsgivende ungdomsuddannelse, fortsat få udvidet støttetiden til uddannelsen med op til 12 SU-klip ud over uddannelsens normerede studietid. Denne mulighed ophører fra januar 2027 for studerende, der er begyndt på en ny videregående uddannelse den 1. juli 2025 eller senere.

Det betyder, at begynder du på en ny videregående uddannelse den 1. juli 2025 eller senere, og har du fået de op til 12 SU-klip ud over uddannelsens normerede studietid, vil din støttetid fra januar 2027 blive ændret til din uddannelses normerede tid. Støttetiden til din uddannelse vil altså blive nedskrevet med 12 SU-klip med virkning for din SU for januar 2027, sådan at støttetiden til din uddannelse følger de nye regler fra dette tidspunkt.

Se eksempler her

Fra 2027 giver de nye regler mulighed for, at du kan optage slutlån i op til 24 måneder. 

Slutlån fra 2027

De nye regler giver dig mulighed for at optage slutlån i op til 24 måneder i alt, når de træder i kraft for SU for januar 2027, hvis du er begyndt på en ny videregående uddannelse den 1. juli 2025 eller senere. Dit uddannelsessted skal fortsat kunne bekræfte, at du kan gøre din uddannelse færdig inden for 24 måneder.

Vær opmærksom på, at alle de slutlånsrater, du tidligere har brugt indgår i det samlede antal slutlånsrater, du kan få udbetal. 

Se eksempler her

Læs mere om slutlån.

Handicaptillæg og forsørgertillæg

Når de nye regler træder i kraft, vil du fortsat kunne modtage handicaptillæg eller forsørgertillæg, samtidig med, at du modtager slutlån.

Hvis du modtager handicaptillæg eller forsørgertillæg som enlig forsørger fra januar 2027 eller senere, vil du fra januar 2027 blive tildelt 12 ekstra SU-klip til støttetiden til den enkelte uddannelse udover den normerede studietid. Det gælder, hvis du er begyndt på en ny videregående uddannelse den 1. juli 2025 eller senere.

De 12 ekstra SU-klip bliver lagt oveni den maksimale ramme på 58 SU-klip (se punkt 1), så du i alt kan få 70 SU-klip til videregående uddannelser.

De 12 ekstra SU-klip kan bruges, hvis du for eksempel bliver forsinket i uddannelsen.

Du kan maksimalt få 70 SU-klip

Hvis du modtager handicaptillæg eller forsørgertillæg som enlig forsørger fra og med januar 2027, tildeles du automatisk et antal ekstra SU-klip, så din samlede ramme bliver 70 SU-klip i alt. Hvis du i januar 2027 har brugt 70 SU-klip, kan du ikke få flere SU-klip. Du kan dog optage slutlån i op til 24 måneder (se punkt 3 ovenfor).

Fra 2027 vil de 12 ekstra SU-klip, du vil blive tildelt, hvis du modtager handicaptillæg (som beskrevet i punkt 4), ikke tælle med i opgørelsen, når vi kontrollerer, om du opfylder kravet om studieaktivitet ifølge SU-reglerne.

Indtil januar 2027 stilles samme krav i SU-reglerne til studieaktivitet for studerende, der modtager handicaptillæg, som der stilles til øvrige studerende.

De 12 ekstra SU-klip skal understøtte, at du kan gennemføre studiet med en lavere ECTS-fremdrift i forhold til kravet om studieaktivitet ifølge SU-reglerne. Planlæg dit samlede studieforløb med dit uddannelsessted.

Vi vil informere mere om denne regel senere.

Uændrede regler for studieaktivitet, tillæg af klip og udvidelse af rammen

De nye regler ændrer ikke ved:

Hvad er normeret studietid?

Når vi taler om en uddannelses normerede studietid, mener vi den tid, uddannelsen er sat til at vare efter de regler, der gælder for den enkelte uddannelse.

Eksempler

For eksempel er en professionsbachelor normeret til at vare 41 måneder, en bacheloruddannelse til at vare 34 måneder og en kandidatuddannelse til at vare 22 måneder. 

Video om SU-reformen

Scenarier og eksempler: Hvad betyder reformen for mig?

Læs scenarier og eksempler på, hvordan de nye regler kan komme til at påvirke din SU

Spørgsmål og svar om reformen

Se svarene på de oftest stillede spørgsmål om de nye SU-regler

Hjælp - få vejledning på dit uddannelsessted

Det er dit uddannelsessted, som skal vejlede dig om dine SU-forhold og om, hvordan du kan planlægge dit uddannelsesforløb og din SU i forhold til reformen. Dit uddannelsessted kan ikke vejlede dig konkret om, hvor mange SU-klip du har tilbage, når de nye regler træder i kraft. Du kan selv foretage denne udregning ud fra oplysningerne om dit klippekort i minSU. Se også scenarierne og eksemplerne her på su.dk som hjælp til udregningen. 

Har du brug for vejledning om de nye SU-regler, skal du kontakte en SU-medarbejder på dit uddannelsessted.

Nye regler vedtaget 4. juni 2024

De nye regler blev vedtaget af Folketinget den 4. juni 2024 og gælder for SU for januar 2027 og frem for studerende, der er begyndt på en ny videregående eller privat uddannelse den 1. juli 2025 eller senere.

Mere information

Ud over at kunne læse om de nye regler på denne temaside, vil du også finde information om reglerne følgende steder:

Informationsbrev
Vi har sendt et informationsbrev til dig via Digital Post på borger.dk.

På støttemeddelelsen

I minSU