Scenarier og eksempler: Hvad betyder reformen for mig?

Læs scenarier og eksempler på, hvordan de nye SU-regler kan påvirke din SU for januar 2027 og frem, hvis du begynder på en ny videregående eller privat uddannelse den 1. juli 2025 eller senere.

Det er dit uddannelsessted, som skal vejlede dig om de nye SU-regler og om dine SU-forhold og om, hvordan du kan planlægge dit uddannelsesforløb og din SU i forhold til reformen.

Scenarier - de nye SU-regler

Se scenarier på, hvad de nye regler for SU til videregående uddannelse kommer til at betyde for dig

Du færdiggør i sommeren 2025 din adgangsgivende ungdomsuddannelse og begynder umiddelbart efter på din bacheloruddannelse. Fordi du begynder på din videregående uddannelse i september 2025, er du fra januar 2027 omfattet af de nye regler. Din samlede ramme bliver derfor fra januar 2027 og frem nedskrevet fra 70 til 58 SU-klip, og din udvidede støttetid på 12 SU-klip bortfalder.

Grafik, der illustrerer, hvordan de nye SU-regler påvirker SU'en for en studerende, der begynder på en bachelor 1. juli 2025

Du færdiggør i sommeren 2025 din adgangsgivende ungdomsuddannelse og begynder umiddelbart efter på din professionsbachelor. Fordi du starter på din videregående uddannelse i september 2025, er du fra januar 2027 omfattet af de nye regler. Din samlede ramme bliver derfor fra januar 2027 og frem nedskrevet fra 70 til 58 SU-klip, og din udvidede støttetid på 12 SU-klip bortfalder. Du kommer ikke til at mangle klip, når du begynder på din kandidatuddannelse, selvom din professionsbachelor- og kandidatuddannelse tilsammen har en normeret studietid, der overstiger 58 SU-klip.

Læs mere om reglerne for udvidelse af den overordnede ramme i denne særlige situation her.

Grafikken: Du begynder på en professionsbachelor umiddelbart efter at have færdiggjort din adgangsgivende ungdomsuddannelse

Du har tidligere fået SU i 12 måneder til en bacheloruddannelse, som du afbrød. Du skiftede til en anden bacheloruddannelse, som du færdiggjorde på normeret tid, hvilket vil sige 34 måneder, svarende til 34 SU-klip. Før du begynder på din kandidatuddannelse i september 2025, har du derfor allerede brugt 46 SU-klip (12+34). Fordi du begynder på din kandidatuddannelse i september 2025, er du fra januar 2027 omfattet af de nye regler. Din samlede ramme bliver derfor fra januar 2027 og frem nedskrevet fra 70 til 58 SU-klip og din udvidede støttetid på 12 SU-klip bortfalder. Du kommer derfor til at mangle SU-klip de sidste 6 måneder af din kandidatuddannelse, men du har mulighed for at optage slutlån.

Grafik, der illustrerer, hvordan de nye SU-regler påvirker SU'en for en studerende, der begynder på en kandidat efter at have brugt 4 år på 2 forskellige bacheloruddannelser

Eksempler – de nye SU-regler

Nedenfor kan du læse en række eksempler på, hvordan de nye SU-regler kan påvirke din SU i forskellige situationer. Eksemplerne er kun eksempler, og der kan derfor være forhold omkring din nuværende og eventuelt tidligere videregående uddannelser og din SU, som kan påvirke din SU på en anden måde end i eksemplerne, selv om din situation måske ligger tæt op ad eksemplerne:

Du har tidligere brugt 24 SU-klip på læreruddannelsen.  

Du begynder på bacheloruddannelsen i medicin den 1. september 2024.

Da du er begyndt på bacheloruddannelsen i medicin før den 1. juli 2025, gælder de nye SU-regler ikke for den SU, som du modtager til bacheloruddannelsen i medicin.

Når du er færdig med din bacheloruddannelse i medicin på normeret studietid i juni 2027, har du i alt brugt 34 SU-klip på din bacheloruddannelse.

Du har på dette tidspunkt i alt brugt 58 SU-klip på videregående uddannelse (24 SU-klip på læreruddannelsen og 34 SU-klip på bacheloruddannelse i medicin).

Du bliver indskrevet på kandidatuddannelsen i medicin i juli 2027.

Da du er begyndt på kandidatuddannelsen i medicin den 1. juli 2025 eller senere, gælder de nye SU-regler for den SU, som du modtager til kandidatuddannelsen i medicin.

Efter de nye SU-regler nedskrives din SU-ramme fra 70 til 58 SU-klip.

Da du har brugt i alt 58 SU-klip på videregående uddannelser, har du som udgangspunkt ikke flere SU-klip i din SU-ramme.

Men fordi kandidatuddannelsen i medicin er normeret til 3 år (modsat normalt 2 år for øvrige kandidatuddannelser), udvides din SU-ramme med 12 SU-klip. Læs mere om udvidelse af rammen

Du har derfor i alt 12 SU-klip tilbage, som du kan bruge på kandidatuddannelsen i medicin.

Når du har brugt de 12 SU-klip, har du mulighed for at optage slutlån i de sidste 2 år af kandidatuddannelsen i medicin.

Du færdiggør i sommeren 2024 din adgangsgivende ungdomsuddannelse og begynder den 1. september 2024 på en bacheloruddannelse.

Efter de nuværende regler udvides din støttetid med 12 SU-klip, fordi du begynder på din første videregående uddannelse senest 2 år efter at have afsluttet din adgangsgivende ungdomsuddannelse.

Da du er begyndt på bacheloruddannelsen før den 1. juli 2025, gælder de nye SU-regler ikke for den SU, du modtager til bacheloruddannelsen.

Du dumper to eksamener og bliver et semester forsinket på din bacheloruddannelse. Du vælger at modtage SU gennem hele din bacheloruddannelse. Du har SU til dette, fordi din støttetid er blevet udvidet med 12 SU-klip som beskrevet først i eksemplet.

Når du er færdig med din bacheloruddannelse i januar 2028, har du i alt brugt 41 SU-klip på din bacheloruddannelse. Du har dermed brugt 7 SU-klip mere, end uddannelsen er normeret til.

Du begynder som vinterstarter på en kandidatuddannelse i februar 2028. Uddannelsen er normeret til 24 SU-klip.

Da du er begyndt på kandidatuddannelsen efter den 1. juli 2025, gælder de nye SU-regler for den SU, som du modtager til kandidatuddannelsen.

Efter de nye SU-regler nedskrives din SU-ramme fra 70 til 58 SU-klip.

Da du har brugt i alt 41 SU-klip på videregående uddannelser, har du 17 SU-klip tilbage i din SU-ramme (58 SU-klip – 41 SU-klip = 17 SU-klip).

Da din kandidatuddannelse er normeret til 24 SU-klip, kommer du derfor til at mangle 7 SU-klip til din kandidatuddannelse.

Når du har brugt dine SU-klip, har du mulighed for at optage slutlån i de sidste 7 måneder af kandidatuddannelsen.

Du færdiggjorde i sommeren 2024 din adgangsgivende ungdomsuddannelse og begyndte den 1. september 2024 på en bacheloruddannelse, der er normeret til 3 år (34 SU-klip).

Efter de nuværende regler udvides din støttetid med 12 SU-klip, fordi du er begyndt på din første videregående uddannelse senest 2 år efter at have afsluttet din adgangsgivende ungdomsuddannelse.

Da du er begyndt på bacheloruddannelsen før den 1. juli 2025, gælder de nye SU-regler ikke for den SU, du modtager til bacheloruddannelsen.

Du vælger at udskyde et par eksamener på din bacheloruddannelse til et senere semester, og du forlænger dermed din bacheloruddannelse med et semester. Du vælger at modtage SU gennem hele din bacheloruddannelse. Du har SU til dette, fordi din støttetid er blevet udvidet med 12 SU-klip som beskrevet først i eksemplet.

Når du er færdig med din bacheloruddannelse i januar 2028, har du i alt brugt 41 SU-klip på din bacheloruddannelse, svarende til 3,5 år. Du har dermed brugt 7 SU-klip mere end uddannelsen er normeret til.

Du begynder som vinterstarter på en kandidatuddannelse i februar 2028. Uddannelsen er normeret til 2 år (24 SU-klip).

Da du er begyndt på kandidatuddannelsen efter den 1. juli 2025, gælder de nye SU-regler for den SU, som du modtager til kandidatuddannelsen.

Efter de nye SU-regler nedskrives din SU-ramme fra 70 til 58 SU-klip.

Da du har brugt i alt 41 SU-klip på videregående uddannelser, har du 17 SU-klip tilbage i din SU-ramme (58 SU-klip – 41 SU-klip = 17 SU-klip).

Da din kandidatuddannelse er normeret til 24 SU-klip, kommer du derfor til at mangle 7 SU-klip til din kandidatuddannelse.

Når du har brugt dine SU-klip, har du mulighed for at optage slutlån i de sidste 7 måneder af kandidatuddannelsen.

Du færdiggjorde i sommeren 2024 din adgangsgivende ungdomsuddannelse og begynder den 1. september 2024 på en bacheloruddannelse, der er normeret til 3 år (34 SU-klip).

Efter de nuværende regler udvides din støttetid med 12 SU-klip, fordi du er begyndt på din første videregående uddannelse senest 2 år efter at have afsluttet din adgangsgivende ungdomsuddannelse.

Da du er begyndt på bacheloruddannelsen før den 1. juli 2025, gælder de nye SU-regler ikke for den SU, du modtager til bacheloruddannelsen.

Under din bacheloruddannelse bliver du forælder, og du vælger at modtage fødsels-støtte i de i alt 9 måneder, du har ret til fødsels-støtte.

Efter perioden med fødsels-støtte går der 3 måneder, før du kan begynde på et nyt semester, og du vælger at modtage SU i disse 3 måneder. Du har SU til dette, fordi din støttetid er blevet udvidet med 12 SU-klip som beskrevet først i eksemplet.

Når du er færdig med din bacheloruddannelse i juni 2028, har du i alt brugt 37 SU-klip på din bacheloruddannelse. Du har dermed brugt 3 SU-klip mere, end uddannelsen er normeret til.

Du begynder på en kandidatuddannelse i september 2028. Uddannelsen er normeret til 2 år (24 SU-klip).

Da du er begyndt på kandidatuddannelsen efter den 1. juli 2025, gælder de nye SU-regler for den SU, som du modtager til kandidatuddannelsen.

Efter de nye SU-regler nedskrives din SU-ramme fra 70 til 58 SU-klip.

Da du har brugt i alt 37 SU-klip på videregående uddannelser, har du 21 SU-klip tilbage i din SU-ramme (58 SU-klip – 37 SU-klip = 21 SU-klip).

Da din kandidatuddannelse er normeret til 24 SU-klip, kommer du derfor til at mangle 3 SU-klip til din kandidatuddannelse.

Når du har brugt dine SU-klip, har du mulighed for at optage slutlån i den sidste måned af kandidatuddannelsen.

SU-klippekortet

Se reglerne for SU-klippekortet, hvad der trækker fra, hvem, der kan få udvidet den overordnede ramme mv.

Hjælp - få vejledning på dit uddannelsessted

Det er dit uddannelsessted, som skal vejlede dig om dine SU-forhold og om, hvordan du kan planlægge dit uddannelsesforløb og din SU i forhold til reformen. Dit uddannelsessted kan ikke vejlede dig konkret om, hvor mange SU-klip du har tilbage, når de nye regler træder i kraft. Du kan selv foretage denne udregning ud fra oplysningerne om dit klippekort i minSU. Se også scenarierne og eksemplerne her på su.dk som hjælp til udregningen. 

Har du brug for vejledning om de nye SU-regler, skal du kontakte en SU-medarbejder på dit uddannelsessted.