Vi kan i særlige tilfælde dispensere fra den forholdsmæssige fordeling af indkomst, der ikke indberettes til eIndkomstregistret. Vi kan dispensere efter en konkret vurdering i tilfælde, hvor for eksempel en studerende har en lønindkomst, der ikke er indberettet til eIndkomstregistret, men tilsvarer lønindkomster, der normalt indberettes til eIndkomstregistret, eller når det på baggrund af klart og entydigt materiale kan dokumenteres, at indkomsten udelukkende kan henføres til en periode uden for uddannelse.
Aktie- og kapitalindkomst
Vi kan som udgangspunkt ikke dispensere fra den forholdsmæssige fordeling af aktie- og kapitalindkomst, der ikke indberettes til eIndkomstregistret. Det skyldes, at aktie- og kapitalindkomst generelt ikke kan henføres til en bestemt periode i støtteåret, og det kan derfor som udgangspunkt ikke klart og entydigt dokumenteres, at indkomsten udelukkende kan henføres til en periode uden for uddannelse.
Aktieavancebeskatning i forbindelse med fraflytning fra Danmark
Vi har tidligere efter en konkret vurdering dispenseret i særlige tilfælde, hvor en studerende i forbindelse med fraflytning fra Danmark har fået henstand med betaling af skatten.
Lønindkomst fra udenlandsk arbejdsgiver
Vi har for eksempel dispenseret for lønindkomst fra arbejde i udlandet for en udenlandsk arbejdsgiver, der ikke skulle indberette lønindkomsten til eIndkomstregistret, men hvor det med lønsedler og ansættelseskontrakt klart og entydigt var dokumenteret, at lønindkomsten ville skulle henføres til en periode uden for uddannelse, hvis der havde været tale om arbejde i Danmark for en dansk arbejdsgiver.
Indkomst som selvstændig erhvervsdrivende
Vi har for eksempel dispenseret for indkomst som selvstændig erhvervsdrivende, når det klart og entydigt var dokumenteret, at virksomheden var oprettet efter uddannelsesperiodens afslutning (eller ophørt inden uddannelsesperiodens start), og at al indkomst, der på årsopgørelsen vedrørte egen virksomhed, vedrørte denne virksomhed. Det kan du for eksempel dokumentere med virksomhedens årsregnskab.
Vi vil typisk ikke kunne dispensere, hvis virksomheden har været aktiv i uddannelsesperioden, da det som udgangspunkt ikke klart og entydigt kan dokumenteres, hvornår indkomsten er optjent, og da indtægter fra virksomheden kan udbetales på tidspunkter efter eget valg.
Vi har dog undtagelsesvist dispenseret efter en konkret og samlet vurdering for indkomst som selvstændig erhvervsdrivende, hvis virksomheden er startet kort tid inden uddannelsens ophør (eller afsluttet kort efter uddannelsens start), og hvis virksomhedens arbejde, udført i uddannelsesperioden udgør en lille andel af virksomhedens årlige arbejde. Der har været klar og entydig dokumentation for, hvilken del af indtægten der stammer fra perioden uden for uddannelse, og hvilken del der stammer fra perioden under uddannelsen. Det kan for eksempel være virksomhedens årsregnskab samt en perioderapport for perioden uden for uddannelsesperioden, hvoraf det fremgår, at indtægter indregnes på baggrund af tidspunktet for arbejdets udførelse, og hvor en autoriseret revisor erklærer, at rapporten er udført i overensstemmelse med årsregnskabsloven, skattelovgivningen og etiske regler for revisorer.